113
naar I rækker ham det tilbage, kan I hviske eders gjæve Hjemmelsmand i Øret, at der staar Pinebænke i Raadhuset i Regensborg, og skulde jeg faa Nys om at han nogensinde igjen ytrer en Stavelse om dette til Nogen, om det saa var til hans Skriftefader, saa vil jeg have hver Knokkel i hans syndige Krop knust nedefra opefter, Tomme for Tomme — — forstaar han?
Det "han", hvormed Bispen slutter, er mer end en affærdigende Haandbevægelse.
Famulus bukker sig ud ad Døren og er glad ved at høre den slaa godt i efter sig.
Noget ledeløs i Knæene — de Vindeltrapper paa Langenstein ere saa steile og Sandstenstrinnene saa udslidte — naaer han ned i sit Kammer, hvor han synker om paa en Stol, saa noget nær, som om der blev truffet Forberedelser til at knuse Knoglerne i hans syndige Krop nedefra opefter.
Han holder endnu det Papir i sin Haand, hvorover de biskoppelige Skrifttegn — snarere Ørnekløer end Kragetæer — ere spredt, som det er hans nærmeste Opgave at tyde og renskrive, indsætte i en selvgjort pyntelig Ramme af passende høitidelige Vendinger og forsyne med forretningsmæssige Tilføielser.
Til dette ikke ganske lette Arbeide har han knap en Timestid, og dog synes han ikke just at være i Skynding med at tage fat paa det. Der er andre Tanker, som arbeide i ham.
Han bliver sendt bort i det Øieblik, da det er ham mindst beleiligt at fjerne sig fra denne Borg, og han sendes bort af En, hvem det er yderlig beleiligt at han fjerner sig saa længe som muligt: — det er det sammenhørende Kjendsgjerningspar, der holder hans Sind og Tanke fangen.
