120
synes hun at finde noget brugeligt Navn. De gyldenbrune Øine se fra dem op paa hendes Ven med et Blik, der fortvivler om at hjelpe ham.
— Der er slet intet kvindeligt Medlem af vor Familie som er i Kloster — ikke i den fjerneste Gren. Søster Anna døde i Foraaret, men det veed du formodentlig ikke.
— Nei, det vidste jeg ikke.
— Ja, der er ingen Anden.
— Der er — om end ikke i et Kloster — dig selv, Renata.
— Jeg?!
Hun synker tilbage mod Stolens steile Ryglæn og ser paa ham, som om hun er i Tvivl om, hvorvidt han taler i Alvor.
— Det forekommer dig vel at være en vild og underlig Tanke, og dog er det den første, der faldt mig ind, saasnart jeg var kommen over det Stød, jeg fik ved Efterretningen om min moderlige Venindes Bortgang. Ja det var mig, som om denne Tanke blev sendt mig af hende selv, som om hun pegede paa den Abbedissestol, hun havde ladet tom: — dér skal nu En sidde, som vil være dig uendelig mere til Trøst og Støtte end jeg har kunnet være.
Renata svarer ikke. Hendes Blik undgaar hans — endnu bestandig fængslet af Mønstret.
Hun er rørt og endnu mere forvirret. Hvad skal hun svare ham? Hvorledes tilintetgjøre dette nye Haab, der aabenbart har slaaet dyb Rod hos ham? Hvad Grund skal hun give, som hans Iver ikke strax veed Raad for?
— Jeg seer vel, at det falder dig vanskeligt at gjøre dig fortrolig med denne Tanke og det undrer mig ikke. Tro ikke, at jeg vil trænge ind paa dig, at jeg overhovedet
