121
venter noget Svar fra dig nu. Du maa først vide hvad det dreier sig om — hvad en Anstalt som Mittelmynster er og kan blive til, hvad Abbedissens Stilling og Opgave betyder.
Renata nikker. Intet kan passe hende bedre for Øieblikket end at være stum Tilhører.
Hun har taget sin Naal op og sætter regelmæssig Sting ved Sting af den dunkelviolette Uld ind i Skyggesiden af en Drueklase, medens Ottomar, henreven ved Tanken om det kommende Samliv i Regensborg, udbreder sig over Stiftets Historie og Instituter, dets Fortrin fremfor andre lignende Anstalter, dets betydelige Fremtidsmuligheder, dem han aldrig før har set i et saa lovende Lys.
Alt dette hører Renata kun med et halvt Øre.
Skulde hun sige rent ud til ham: "Jeg hører til Gudsvennernes hemmelige Kreds — Sekt, kalde I det, vi selv kalde os Christne — saa du ser selv, at du umulig kan gjøre mig til Abbedisse i saadan et rettroende kirkeligt Stift som Mittelmynster." Det er den afgjørende Grund, og det er umuligt at møde ham med den. Skulde hun beraabe sig paa sin Frihed, som hun maatte give Afkald paa? Vilde han forstaa, at hun for dens Skyld nægter at føie hans brændende Ønske — thi hans Stemmeklang endnu mer end hans Ord forraader, hvilken Magt denne Forestilling og Alt, hvad der knytter sig til den, allerede har vundet over et Sind, der synes at have bevaret Ungdommens Bevægelighed for at parre den med Manddommens Viljesfasthed.
Men giver han hende ikke selv en god Grund i Hænde, idet han nu taler saa ivrig om Stiftet Mittelmynsters gunstige Betingelser og smukke Fremtidsmuligheder?
— Og mit eget Stift, Ottomar? — Borg Langenstein? — Alt, hvad jeg har for med den? Det er en mindre Sag,
