124
Renata har glemt sit Arbeide og følger ham med et Blik, der er varmere og mere lysende end hun selv veed af. Det er hjertevarmende at se, hvor ungdommelig han lever op i denne Drøm; det giver Lys i Sindet at drømme den med — blot for et Øieblik, om den end aldrig kan blive til Virkelighed.
Men da han ser hen paa hende med et halvt forventningsfuldt Smil, føler hun, at der er for meget Liv i hendes Blik og tyer atter til Naal og Garn.
— Men har du ogsaa tænkt paa, om du ikke derved vilde skade dig selv og din Stilling alfor alvorlig? Har du overveiet, hvilke Farer et saadant Forhold er omgivet af og hvad onde Tunger kunne gjøre ud af det?
Ottomar er blevet staaende ved Kaminen.
Da han ikke svarer, vover hun imellem to Sting at skotte derhen.
Han ser ud, som om han var til Sinds at lade alle saadanne onde Tunger rive ud med Jerntænger og brænde dem og lade deres Aske spredes for alle Vinde, at end ikke en enestes Støvgran kunde finde sammen igjen ved det sidste Basunstød for at aflægge Vidnesbyrd imod ham og hans Hjertes Dame.
Hun har vel ogsaa i unge Dage ved en sjelden Leilighed glimtvis set noget af denne Side hos ham. Men hvad der den Gang gnistrede rødt, det lyser nu hvidglødende — det blænder og skræmmer hende. Hun er glad ved atter at fæste Blikket paa sin Vindrue, der svulmer med en halv Snes Sting, før han har fundet sin Tunge, der nu taler saare behersket.
— Du har berørt et Punkt, som visselig maa omtales. De "onde Tunger" faa vi at gjøre med i hvert Fald. Vi maa tage Hensyn til dem og vi maa sætte os ud over dem — begge Dele til en vis Grad, her som der. Jeg er ikke
