125
vis paa, om de ikke vil være farligere her, hvor du lever i Afsondrethed, hvor mine Besøg hverken kan eller skal skjules, medens dog vor Samværen unddrager sig den almindelige Opmærksomhed. Naar jeg siger "farlig", tænker jeg derved ikke paa min Stilling men paa dit gode Navn.
Renata nikker og under sig et hurtigt Blik.
I hans Øine er der Ømhed og Bekymring, om hans Mund et Træk, der tydelig nok viser, at denne Mand holder sin Stilling for saa høi og saa fast, at Mængdens Mundsveir er ham som den Blæst, der hvirvler Veistøvet op under Hovene af hans Hest.
— I Regensborg derimod vil selve den aabenlyse Offentlighed, hvormed vort Forhold optræder, være dets bedste Værn mod Pøblen — hvorved jeg forstaar den i Fløiel og kosteligt Pelsværk, thi den er det, vi har at gjøre med. Den vil skumle og hviske i Begyndelsen, ganske vist, men den vil snart vænne sig dertil og endelig stiltiende anerkjende vort Forhold, som saa mangt et mindeligt Venskab mellem en Prælat og en ædel Ridderdame er blevet det — anerkjendt som en høibaaren aandelig Ægtepagt.
Renata bøier sig dybere ned over sit Arbeide, som hun endog saaledes neppe kan se.
— Men er saadanne onde, vrangtydende Tunger, den eneste Fare, Ottomar? Er der ikke en langt større Fare, der truer os, skjult i os selv?
Lyden af hendes egne Ord jager hende en Skræk i Blodet. Hun ønsker dem uudtalte. En stingende Smerte i Spidsen af den venstre Tommelfinger er hende en velkommen Afleder. Det koster hende Anstrengelse at tilbageholde et lille Smertes-Udbrud, og denne Selvbeherskelse giver hende lidt af hendes Ro tilbage.
Ottomars Stemme lyder uventet nær, lige over hende.
