137
har trængt det Dristigste og Dybsindigste sammen i et lidet Rum, er der saa Mangt og Meget som — frastøder ham? aa nei, snarere det modsatte. Men som, jo nærmere han betragter det i den Hensigt at bryde en Landse for det paa den kirkelige Tournérplads, bestandig synes ham vanskeligere at forklare Andre, eller i alt Fald at forklare dem det saaledes, at de forstod det som ukjættersk.
Ikke just saadan en Sætning som denne, der havde voldt den gode Vincentius Forfærdelse: "Gud er ikke god, jeg er god." At det Moralske kun hører hjemme paa det jordiske Omraade, at Gud er hævet over Differenser som "god" og "bedre" — det falder det en skolet Forstand som hans let nok at gjøre Rede for. Men der er andre Steder, som ere vanskelige, saare vanskelige, og som det turde være farligt at røre ved.
Ikke farligt for ham selv — det tænker han i Øieblikket ikke paa — men farligt for saa vidt som han let kunde komme til at gjøre Mesteren mere Skade end Gavn.
Alt dette er ikke blot saare underligt, det er navnlig i høi Grad foruroligende.
At Dominikanernes Ordensprovincial og Læreren i Dogmatik ved Høiskolen i Køln ikke havde været en Kjætter, hvad saa en vælsk Pave havde decreteret fra sit Avignonske Fængsel, det havde bestandig været en Ordens-Trossætning for Ottomar.
Men hvoraf kommer da denne Vanskelighed?
Er det denne smeltende Hede og evig trykkende Luft, der døver hans Forstand, lammer hans Tankekraft og nedstemmer hans Aand i en saadan Grad, at han pludselig, da han sidder dér foroverbøiet med Hovedet støttet i den høire Haand og det Eckehartske Skrift hængende ned fra den venstre, som et Blad der er ved at falde fra
