138
sin Gren, griber sig i at spørge sig selv, om denne Occam til Syvende og Sidst har Ret? om man virkelig maa indskrænke sig til at tro, ikke blot uden at forstaa men endogsaa uden noget Ønske om at forstaa og at rime sin Tro sammen med sit øvrige Aandsindhold?
Du gode Gud, er det kommet dertil?
Uvillig springer Ottomar op og kaster Skriftet hen paa Bordet blandt Papirerne.
Ja, det er dette fortvivlende Veir, Dag ud. Dag ind men idag værre end nogensinde! Dødelige Livsaander kunne ikke i Længden bære dette Tryk uslappede! Og saa dette indestængte Fængselsliv, han idag har viet sig til! Det er ikke til at holde ud længer.
Umuligt at lukke et Vindue op for Luften; men saa Døren ud til Taarntrappen? Paa vid Gab med den! Det giver i alt Fald friere Rum.
Ogsaa en Kjende Kjølighed trænger ind fra det vindueløse Rør mellem favnetykke Mure.
Og Lyd — grotesk uformeliggjorte af Resonansen, men i alt Fald brydende denne søvndyssende Stilhed. Fodtrin … en Stemme, der kalder … Raslen af Fade — Vidnesbyrd om at der rører sig Liv dernede.
Toner. En af Tyendet synger. En Fugl, kvidrende paa sin Kvist, vilde være bedre: men selv en Fadebursterne, der tralrer Omkvædet af en Vise, er bedre end Intet for en Stemning som den, han befinder sig i.
Og nu et Par Stemmer, Kvinderøster i Samtale.
Han træder ud paa Vindeltrappen, læner sig mod Pillen — den er saa rar kjølig! — og lytter. Det er Gertrud von Laufen og Renata.
Han kan rolig lytte, thi Ordene drukne i Resonansen. Men Stemmeklangen, om end forklædt og overdreven, er kjendelig nok.
