XIII
Bisp Ottomar staar midt paa Broen, paa det vante Sted, hvor den sidste Murpille møder det første Træværk, og ser til Veirs, hvor Borgens Sten voxe op af Klippens, op til det eneste synlige Vindue, til "Bystuen", som han denne Gang slet ikke endnu har været inde i. Om han vel vil faa en eller anden Leilighed til at gaa derind; eller om han vil gjøre det blot for atter en Gang at se fra Borgen ned paa Broen, som han nu ser fra Broen op paa Borgen?
Medens han stiller sig selv dette ørkesløse Spørgsmaal, er der en Bølgegang af mange Røster i hans Øre, uden at han egentlig hører det. Men da han nu gaar videre, bliver han sig det bevidst. Han ser ogsaa, at der er mange Folk samlede under Kastaniekronernes Tag foran Kroen. Der falder Tavshed paa dem nu, da han bliver staaende for at lytte. En enkelt gjennemtrængende Stemme har taget Ordet. Formodentlig en Bodsprædikant, hvem Soten har kaldet hid — mulig en af de Munke, han selv har ladet komme fra Regensborg. Men denne Opbrusning af en Stemmebølge har lidet af et Responsoriums — selv et nok saa ukunstlet Responsoriums — fromme Klang. Ottomar gaar nogle Skridt videre og bliver atter staaende ved et nyt, vredt Brændingsslag af Stemmehavet. Som Efterpjadsket af en svær Sø mellem en Klippebreds Sten lyder Enkeltraab:
