174
— Men det ser du vel nu, Renata, at du ikke kan blive til Stadighed her paa Langenstein.
Renata nikker, uden at se op.
Det er et Nik, der siger, at hun hører hans Ord, forstaar dem og ikke er blind for de Grunde, der tale for dem. Det er ikke paa nogen Maade et af de Nik, hvormed man tager en Beslutning for Livstid. Og en saadan er det, som Øieblikket kræver; en saadan er det, hans Hjerte trygler om, til sin Beroligelse.
Denne Kvinde maa forskrive sig til ham, uden Forbehold. Og hans Ord naa kun hendes Øre. Han kjender ikke hendes virkelige Tanker, end sige hendes virkeligste Følelser.
Utaalmodig, ja uvillig dreier han sig om paa Hælen og giver sig til at gaa frem og tilbage mellem Bedepulten og Bordet.
— Siden vi sidst talte om den Sag, begynder han, idet han atter standser foran hende, er der hændet meget, som har føiet mere til mine Grunde end Ord kunde have gjort det, om jeg havde talt i alle de Timer og været mere veltalende end Demosthenes. Jeg har Magt til at beskytte dig, men rigtignok ikke, naar du sidder her og jeg i Regensborg. Dog jeg vil ikke blot henvende mig til din Frygt, skjøndt jeg saae — jeg maa næsten sige: til min Glæde saae jeg før — at du ikke er uimodtagelig for den, saa tapper jeg ellers veed du er. Men tænk paa hvad mit Liv maatte blive i Regensborg, naar jeg intet Øieblik veed, om du endnu er i Live eller er myrdet af en fanatisk Pøbelhob. Hvis du har nogen Kjærlighed for mig, vil du ikke fordømme mig til et saadant Liv.
— Jeg kunde søge Tilflugt nu i Regensborg, jeg har jo Slægtninge dèr endnu, som vilde huse mig.
— Godt, vi vil fastsætte dette. I de første Dage er der
