Side:Guds Venner.djvu/183

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

175

ingen Fare her, navnlig ikke efter de energiske Forholdsregler, som vi strax vil tage. Vi kan forberede vor Afreise i al Ro og uden at vække Opsigt. Soten er tilstrækkelig Forklaringsgrund baade her og i Regensborg. At du dèr tager ind til dine Slægtninge, er naturligt nok, og et saadant Ophold kan ganske vist være et passende første Skridt; men heller ikke mer.

— Naar jeg opholder mig hos dem til Soten i Langenstein By har raset ud, saa vil denne Vanvid hos de Langensteiner-Borgere og dermed Faren selv være svunden som en ond Drøm, naar Feberen er ude af Blodet — —

— For at bryde ud igjen ved den første, den bedste Leilighed og fordre sit Offer, endnu før Nogen veed det mindste om dens Gjenoplivelse. Eller hvad have vi her oppe paa Borgen anet om hvad der foregik ved dens Fod? Nei, Renata, jeg siger dig: kun i Mittelmynster er der blivende Sikkerhed for dit Liv og for min Ro.

— Og for vor Ære, Ottomar?

Hendes Blik træffer ham pludselig. Hans vender sig bort … kun et kort Nu. Saa ser han hende fast Øie i Øie.

— Jeg svarede dig paa dette sidst. Den Fare, der boer i os selv —

— "I mig selv, det er i mit Kjød," siger Apostlen.

— Nu vel, det er det "selv", der skræmmer dig med sin Fare. Og jeg siger inat med dobbelt Ret: bedre at bukke under for den end at sky allerede dens Skygge og bukke under for dødeligere og virkeligere Farer. Lad os vove at tage vor Ære i vor egen Haand.

— Du kan have Ret i det. Æren er kun en ringe Ting. Men vor Frelse, vor Sjæls Salighed er det ikke.

— Visselig ikke. Dog dette er ingen Dødsynd. Der gives Bod og Forladelse for den. Er der Synd, da maa den