176
komme over mig, og jeg vil bøde. Er end Sakramentet nægtet vor Kjærlighed — ved min Skyld, ved min Taabelighed, ved mit Tungsinds Ungdomsvildfarelse, den der har sat sit uudslettelige Stigma paa min Pande — — ja. Ægteskabets Helliggørelse er nægtet vor Kjærlighed, men den bærer sit Sakrament i sig selv, den er saa høibaaren —
— saa høibaaren, at den skulde hæve os sammen til det Høieste, ikke kun drage os des dybere ned i Materien. Ottomar, o lad den forene os til den gode Guds Aandstjeneste, ikke forbinde os i Kjødets Lyst til at øve Verdensskaberens Værk!
Renata har reist sig og grebet hans høire Haand, som han holder udstrakt. Hun trykker den imellem sine. Men hendes besværgende Blik møder kun en uforstaaende skræmmet Stirren fra hans graa, dybtliggende Øine.
— "Verdenskaberens Værk" — — hvad er det for Tale, Renata? Bekjende vi ikke een Gud og Skaber, og har han ikke gjort Ægteskabet til et Sakrament — kun ikke for os — ak, ikke for os!
Hovedrystende lader Renata hans Haand synke.
Med en træt Bevægelse træder hun hen til Bedepulten og støtter sin Arm paa den.
— Hvor mangen Gang har jeg knælet her som Barn, Ottomar. Da bad jeg ogsaa til "Himlens og Jordens Skaber". Jeg tænkte mig ham thronende over Dagens Skyer og Nattens Stjerner og mente, som man havde lært mig, at alt dette var hans Hænders Værk. Nu søger jeg ham ikke længer hist oppe — ikke den Gud, jeg beder til. Og Verdenskaberen — hans Hænders Værk har jeg siden lært at kjende. Her i dette Gemak har jeg lært Synden at kjende og "Syndens Sold". Det Legeme, som mit eget var, eet med i syndig Lyst, har jeg set sygne hen, svinde bort
