182
Medlidenhed ogsaa nu. For hun har glemt sin egen Fare over den Nød, hvori hun har stedt ham ved at afsløre sig som en Kjætterske for ham, Kirkefyrsten.
"Du arme, arme Mand! kunde jeg dog være dig til Hjelp og Trøst! Nu skjælver du for min fortabte Sjæl! nu føler du vel endog, det er din Pligt at sætte dig paa dit Dommersæde og dømme mig til Baal og Brand — o, du stakkels forvildede, i Overtro usalig hildede Mand!"
Det er hvad han tydelig læser i dette Blik.
Der skal stærke Skuldre til for at bære Medlidenhed uden at føle dens Tryk. En Mands Kjærlighed maa være af saare ædel Art for helt at elske den Elskedes Medynk. Det føler Ottomar i denne Stund.
Der er Noget, der reiser sig i ham til Modstand, for at ryste denne Medlidenhed af. Staar hun da aandelig saa høit over ham, at hun saaledes fra oven af kan række ham denne ydmygende Gave?
Ja men den Gang, da hun havde forstaaet ham saa langt bedre end han hende, havde ikke den Gang den unge Pige staaet som Ynglingen? Og nu — Kjættersken og Biskoppen, hvorledes staa de to overfor hinanden? Syntes ikke Kjætteren stedse at staa høiere end Kirkens Mand? Thi han forfulgte Ingen, han vilde ikke tvinge Nogen, han paakaldte ikke den verdslige Magts Vaaben til sin Beskyttelse. Hans Anskuelser vare falske, ganske vist, men ved et djævelsk Blændværk syntes de kun altfor ofte at adle ham fremfor den Kirketroende.
Dog nu skal dette Blændværk sønderrives ved hans Seir over denne fremmede Erobrer. Han vil fordrive denne Ubekjendte af hendes Sind og ved sin Førstefødselsret tage hende i Besiddelse, helt — Aand, Sjæl og Legem. Paa Forhaand føler han Seiren i sig, fordi han erkjender den som sin himmelsendte Mission. Naar Him-
