Side:Guds Venner.djvu/191

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

183

len tager Dæmoner i sin Tjeneste, saa er det fordi det gjælder en høi og herlig Sag.

Fuldtvel kjender Ottomar denne Ærkedæmon. Han havde jo haft sine frygtelige Fristelseskampe, som de alle have haft dem, de der for Aandens Skyld slaa Kjødet og dels Drifter i Lænker. Intet Helgenlegendarie, der jo ikke beretter derom. Hele Asketens aarevis undertrykte og opdæmmede Mandskraft er vaagnet.

Det synger ham for Øret, som var han i en Lund fuld af tusend Fuglestemmer; det flimrer ham for Øiet, som naar Middagssolen straaler gennem susende Vaarløv.

Han skjelner ikke længer hendes Træk, men han ser, at hun gjør en Bevægelse som for at gaa bort, maaske skræmmet af hans Blik,

Hurtig griber han hendes Haand.

— Veed du, Renata, naar du sidste Gang saae saaledes paa mig?

Hun ryster paa Hovedet med en blid, lidt træt Bevægelse.

Da streifer den bløde, frit nedvældende Haarbølge hendes Kind som med et mildt manende Kjærtegn, og Kjerterne, hvis Flammer komme i let viftende Bevægelse, sende en svag Voxduft til hendes Sands og Sind — saa svag, som kom den langveis fra, ikke gjennem Rummet, men gjennem Tiden.

Et fast, inderligt Haandtryk jager hende Blodet i Kinderne.

— Nu ser jeg at du mindes!

Ottomar reiser sig.

Forgjæves forsøger hun at befri sin Haand.

Kjerterne hindre hendes Bevægelser. Men de hindre ogsaa hans. De gjør Bordet til en Skranke imellem de