184
to. Med sin frie Haand løfter han den venstre Lysestage og sætter den over til Magen.
Nu er Skranken falden, og han staar ved hendes Side uden at have sluppet hendes Haand.
— Ja, Renata! det var hin sidste Aften i Regensborg, der i sine Følger har ført til Alt, hvad du talte om, Alt hvad du har oplevet af Liv og Død inden disse fire Vægge. Her har du følt selv den tilladte Lyst som Brøde, fordi du ikke elskede din Husbond. Thi af Medlidenhed med hans bønlige Elskov og af Kjærlighed til mig havde du ægtet ham.
— Af Kjærlighed — til dig?
— Ja, saa sælsomt det lyder, saaledes er det. Fordi du gjennemskuede min Plan, forstod hvorledes jeg gjorde mig selv til Skurk for at frigjøre dig for mig, at din herlige Ungdom ikke skulde forkrøbles og visne hen i Skyggen af ulykkelig Kjærlighed. Og saa fordi du selv vilde befri mig, som jeg befriede dig, at jeg ikke skulde gaa om med et Pigemord paa min Samvittighed. Du saae den Opgave, som min beregnende Færd stillede dig; i lydig Forstaaelse tog du den op til Fuldendelse og kronede Værket med dette Ægteskab. Har jeg da ikke Ret til at sige, at du ægtede Hugo af Kjærlighed til mig?
Renata ryster paa Hovedet med et svagt Smil, som denne Aabenbarelse af en krøget Mandstankes voldsomme og forvredne Konstruktion aflokker hendes ligefremme Kvindesjæl.
— Ja, du nægter det, men tro mig, jeg kjender dig bedre, end du selv gjør det. Det var stort handlet, som ikke een Kvinde udaf Hundredtusend havde handlet — en uendelig Velgjerning mod mig, hvem du gjorde mindre ulykkelig, og mod ham, hvem du gjorde saa lykke-
