185
lig, som han kunde vorde; men et Selvoffer, hvis Afgrund ingen af os kunde ane. Ja, et dagligt Offer er det blevet for dig her i denne Hymens triste Helligdom, som dog nu skal vorde den sande Elskovshelligdom, hvor du lærer at prise din Skabergud, ham, du her er kommen til formastelig at forbande — prise ham for den levendegjørende Ild, som sammensmelter det Skilte, Verdensbaalet, af hvis Flammedaab Sjælene springe nyfødte frem som Gnister — — —
— Ottomar, Ottomar! Hvilken Dæmon taler ud af dig — —?
— En Dæmon, som er en Gud, nei Gud selv, der tager Dæmoner i sin Tjeneste, som skrevet staar, at den ene Djævel driver de Andre ud og at han driver Dæmonerne ud ved Dæmonernes Øverste. Sagde du, jeg var ikke Mand for at frelse dig? Aldrig har du feilet saa storlig! Thi for os virker Gud i sin Miskundhed det Under: — her er det Frelsesorden hvad for de Andre er Helligbrøde! at afholde sig fra Synden vilde være af Feighed at holde sig tilbage fra den Vei, Forsynet selv peger paa! Ringe og let tilgivet er hvad der ulmer af Synd i Kjødets Lyst imod hin Aandens Hoffærdighed, der allerede havde bragt dig Fortabelsen nær, men som skal uddrives af hin, drukne i den, saa du ikke kjender den mer — —
— Min Gud! er det en af "den frie Aands" Brødre jeg hører eller en Kirkens Biskop —?
— Ingen af disse! En Mand. Den Mand, der elsker dig og som du elsker — —
Renata vil rive sig løs — forgjæves — vil støde ham fra sig — —
Hun er i hans Arme — løftet op — baaren bort — —
Om han kan bære hende?
Skulde han ikke kunne bære sin Renata, om det gjaldt
