186
at redde hende fra Ildsvaade, som hendes Farfader bar Saracenerpigen ud af det brændende Palads?
Skulde han ikke kunne bære hende ind i den Livsens Ild, deres Elskov har tændt for dem?
Han ler overmodig, allerede omhvirvlet af dens Flammer, de glindsende, glittrende, gnistrende Haarstrømme, der ombølge ham … blænde ham, saa han snubler, da han ikke bliver Trinet til Alkoven vàr …
Snubler, ikke nok til at han falder med sin kostbare Byrde — men tilstrækkelig til at Renata kan gjøre sig fri … støde ham tilbage … komme til Aande.
— Saa er det da sandt, Forbandelsen er over dig.
— Forbandelsen? mumler han.
— Din Farfaders, Korsfarerens Forbandelse, den er over dig. Som Judas forraader du din Frelser —
— Christus — jeg —?
— Gudsønligheden i dig — du forraader den med et Kys, med en Omfavnelse korsfæster du den. Du vil brænde i mine Arme — vil drage mig med dig ned i Helvedes Brand og Brynde — —
Neppe er Ordene — dem hun instinktiv har grebet som et Nødværge — ude af hendes Mund, før hun ønsker dem usagte.
En frygtelig Forandring foregaar med hans Ansigt.
Dets Træk, der havde lyst i en vanhellig Extase, stivne i overtroisk Rædsel. Skridt for Skridt viger han tilbage, uden at vende de opspilede Øine fra hende.
— Helvedesbruden — — — Helvedes — bruden — —!
Med et halvkvalt Skrig støder han Døren op.
Renata er ene.
Hun har seiret.
Ak, at hun skulde seire saaledes!
