194
diske Ro og oververdslige Værdighed midt i den hujende Hob, der trænger sig om hende og vælter sig efter hende.
Men det er ikke længer hin franske Kvinde, det er jo Renatas Træk! Han staar ikke paa Sorbonnens Trappe: det er Hedetorvet i Regensborg, der omgiver ham med de velkjendte tindekrandsede og taarnragende Patricierhuse. Han ser det altsammen grangivelig som i en Drøm, ja det er vel ogsaa en Drøm — dog maaske en af hine Sandhedsdrømme, der løfte Fremtidens Slør. Som en fremmed Tilskuer ser han sig selv sidde dèr i hele sit episkopale Ornat paa en Throne, der er reist lige foran den store Rede af Risbundter og Birkebrænde, der venter hende — en Phoenix-Rede —; og dog er han tillige selv den der sidder dèr i Ornatet paa sin Throne, omgivet af sin Hofstat — ved hans høire Haand Vincentius, der hvisker ham noget i Øret, som han ikke kan opfatte for Mængdens Larm og for Klokkeringningen. Tydelig hører han Domkirkens store Klokker, i hvis mægtige høitidsfulde Tonebølger den ynkelige Klang af Raadhusets Armesynderklokke, saa nær den er, redningsløst drukner. Trods al Skik og Brug har han ladet Domkirkeklokkerne ringe til Ære for den store Kjætterske. Nu er hun kommen lige ud for ham — standser og ser paa ham med dette Blik fuldt af den dybeste Medlidenhed — — men allerede trænge Bysvendene hende videre, den rødklædte Mestermand med sine Bøddelknægte træder hende imøde … han er bestukket med tusend Gylden til at tage fugtigt Hø, at Røgen maa kvæle hende før Flammerne naa hende … Nu staar hun deroppe som en Svane i sin Rede og allerede knistrer Kvisteranden, antændt af de Kjerter, hun selv har baaret i Hænderne … Og nu slynger han Krumstaven langt fra sig og river den gyldenstykstunge Kaabe af og styrter derover — Bøddel-
