195
knægtene vil standse ham, han slynger dem fra sig — en af dem ind i de hvislende, sprudlende Flammer — —
"Til Side — hist er min Plads — hos hende, hos Kjættersken Kjætterens! Hvo vil formene mig den? Har jeg ikke fortjent den? Har jeg ikke røgtet mit Embede og gjort min Pligt? Har jeg ikke skaffet Eder Eders Ret? Thi Ret havde I! Vox populi, vox dei. Thi han er Pøblens Gud, han har skabt den og skabes af den. Jeg var hans og Eders. Se, nu er jeg hendes, den Ædles og Renes, og hendes Gud skal være min Gud. I Daarer! Tro I, nogen Mand, som kjender hende, vil leve med Eder, naar han kan dø med hende? Vil frelses med Eder, naar han kan være fordømt med hende? Vil hvile med Eder i Abrahams Skjød, naar han kan brænde i hendes Arme, brænde evig med hende i det brændende Helvede?"
Baalet slaar op om dem med et altgjennemtrængende Flammelys, og et Brag drøner, som om Verden styrtede sammen.
Saa — husvalende Mørke og dyb, dyb Stilhed.
