199
om han virkelig er steget derned eller om han har opfundet det altsammen. Skjøndt hvor hentede han det Mod fra, til at sætte to Paver ned i Helvede? For han saae det Sted, hvor Bonifacius, som da sad paa Petri Stol, skulde lide og hvor Nicolaus led. Ja, jeg tænker, han var der.
— Visselig har han været dér, thi han er steget ned i sit eget Indre, og dér have vi vort Helvede som vor Himmel. Og derfor var det taabeligt af dig at længes efter et udvortes Helvede som efter en Forløsning, da du dog kunde være steget fra dit eget Helved over i din egen Himmel, og Ingen kunde hindre dig deri. Men mægtede du ikke det, hvo kunde da befri dig? Ja, om en Gud udenfor dig aabnede sin Favn for at frelse dig, hvad baadede det dig, naar du havde et Helved i dit Indre? Thi du vilde jo bringe Helvede ind i Gud selv.
— "Du vilde bringe Helvede ind i Gud selv!"
Tankefuld gjentager Ottomar disse Ord.
Den Fremmedes "Du" minder ham om Renatas i Løvhytten. Og det virker, sælsomt nok, næsten ligesaadan paa ham. En stor Varme overfor denne Fremmede opfylder ham.
Pludselig ser han op og betragter hans Ansigt opmærksomt i nogle Sekunder.
— Nu kjender jeg Eder igjen. I er Kjøbmanden fra Lengefeld.
Den Fremmede nikker.
— Jeg vidste vel, I vilde kjende mig, Herre.
— Men hvor kommer det, at I er her?
— I har selv indbudt mig.
— Jeg mindes vel, at jeg opfordrede Eder til at komme til Borg Langenstein, medens jeg endnu var der, og at I saa godt som lovede mig det.
