Side:Guds Venner.djvu/209

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

201

selv, og jeg elskede hans Kjætteri høiere end min egen apostoliske Rettroenhed. Hvad tykkes Eder vel om en saadan Drøm?

Med ængstelig Forventning ser han op paa Kjøbmandens Ansigt. Fra dettes Træk straaler der et roligt tillidsfuldt Smil, og der er al denne sjeldne Stemmes dæmpede Klokkeklang i det overraskende Svar: —

— Min Søn, du kan ikke lade en Kjætter brænde.

— Jeg kan ikke? Det mener I?

— Just det mener jeg derom.

— I kan have Ret. Bedre at nedlægge Embede og Værdighed og lade dem brænde mig selv som Kjætter. Og saaledes endte da ogsaa min Drøm.

Den Fremmedes Haand lægger sig mildt paa hans Skulder.

— Dog heller ikke du selv kan brændes som Kjætter.

— Hvorledes?

— Fordi der ingen Kjættere gives — derfor kan du ikke lade nogen Kjætter brænde og ikke selv lade dig brænde som Kjætter.

— Der gives ingen Kjættere?!

— Der gives ingen. Dette Ord synes dig underligt, ja uhørt og sætter din Aand i Forvirring. Og dog siger jeg dig, den Tid vil komme, om end nogle Aarhundreder ville gaa hen først, men komme vil den, da det er en selvgyldig Hvermandstale.

Tavs stirrer Ottomar hen for sig i nogen Tid, forsøgende at følge Rækkevidden af en saadan Forestilling. Og han ryster stille paa Hovedet.

— Saa trøstelig som en saadan Udsigt kan være i den ene Retning, saa undres jeg dog og tvivler, om det da ogsaa vil blive en god Tid. Men sig mig Et: er der heller ingen Forskjel mellem Gode og Onde?