204
— Dog nu er I det ikke længer?
— Vist er jeg det end. Evangeliet siger jo heller ikke om hin Perlehandler, at han nu holdt op med sit Kjøbmandsskab og lukkede sig inde og blot saae paa sin kostelige Perle. Snarere tænker jeg, at han nu har drevet Handel med den og frugtbargjort dens Værdi. Thi denne Perle har ogsaa den kostelige Egenskab, at man kan afhænde den til Enhver, som veed at vurdere den og vil betale dens Pris, og dog har man den endnu stedse i Eie.
— Om saa er, saa har jeg neppe feilet, da jeg i Lengefeld sagde Eder at I vistnok vilde finde Kunder for eders Varer paa Borg Langenstein. Og did ville vi nu begive os, for jeg troer at føle mig stærk nok til at staa op og gaa.
En Haandsrækning fra den Fremmede bringer med Lethed Ottomar paa Fode.
Med et Udbrud af Forvildelse og Skræk ser han sig om.
Maanen staar bagved ham helt nede ved Horisonten og finder lige just Plads for sin røde Skive mellem Jordens mørke Rand og den ligesaa mørke af en Skymasse, der bedækker hele Himlen. Grelt skjøndt mat strømmer dens Lys over Kalvariebjerget og lader de forvredne Lemmer af de to Røvere paa deres Kors træde frem med uhyggelig Reliefkraft. Imellem dem gaber et bredt, tomt Rum.
Christus-Krucifixet! Min Gud, hvor er Christus-Krucifixet?
Dér paa Stengrunden rundt om ham, i Stumper, Stykker og Splinter. Han vilde være snublet over et saadant Brudstykke, hvis Kjøbmanden ikke havde holdt hans Arm fast.
Dybt rystet, maalløs stirrer Ottomar længe ind i det
