205
tomme Midtrum af dette sælsomme Golgata — henimod den gamle Offerlund, hvis Ege dæmre i Baggrunden med et mystisk Bronceskjær, som om den var ved at træde ud af sin Hedenoldsskygge og tage dette Offersted i Besiddelse.
— Et Jærtegn, et Jærtegn! mumler Ottomar.
— Intet Jærtegn, men et Lynslag, der længe havde truet, men sælsomt nok synes at være det eneste; for det har hverken tordnet eller lynet siden da. Det faldt just som jeg betraadte Høiden her, og da jeg saae Eder styrte om, frygtede jeg saare at I skulde være bleven ramt af en Træsplint. Men at Lynet traf just dette Krucifix, synes mig at være naturligt nok, eftersom det ragede saa høit op over de andre.
— Og dog er det for mig et Jærtegn. Thi det Billede, jeg her ser, er som Virkeliggjørelsen, som Legemligblivelsen af en frygtelig Tanke, der greb mig, da jeg sidst saae dette Golgata.
— Hvilken Tanke?
— Om maaske Kunstneren, da han skabte de to saa skrækkelig levende Røvere paa Korset og midt imellem dem stillede det livløst-stive bysantinske Christuskrucifix — om han da ubevidst skulde have udtrykt et Virkelighedsforhold. "Hvad om det var saaledes," sagde jeg til mig selv, "at der vel gives Krucifixer, Kirkesymboler, men ingen Korsfæstet? Korsfæstede Mennesker, ganske vist, som disse to arme Syndere, hvilke vi her se vride sig paa Marterpælene, men aldrig gaves noget korsfæstet Gudmenneske — hvad om alt dette — hele Golgataofret — var Legende og from Digtning?"
— Visselig en frygtelig Tanke for et christent Menneske. Og dog — hvad baadede det dig, min Søn, om Guds Søn var bleven naglet til Korset ikke for henved fjorten-
