206
hundred Aar siden i det fjerne Palæstina, men den Dag igaar, og her paa det Langensteiner Golgata, og vi stod her nu paa Verdens helligste Sted og havde skuet ham med disse vore Øine og berørt ham med disse vore Hænder: ja, siger jeg, hvad baadede det dig, hvis Christus i dig, Guds Søn, som lider i dig for dine Synders Skyld, som er fæstnet til Materiens Kors — om han ikke rev sig løs fra dette Kors og opstod fra de Døde — (som der siges med Rette, at de i denne Kjødets Verden Levende ere de Døde og de i Gud Døde ere de Levende) — og svang sig op til Faderen, med hvem han er et fra Evighed?
— Amen, ærværdige Mester. Eders Ord ere kraftigere Styrkevin for Aanden end Eders Cypernvin for Legemet.
— Er den Vin dig endnu for stærk — —
— Nei, nei, jeg siger ikke det. Men Eders Ord minde om mangt og meget af Mester Eckehart, hvem jeg stedse har holdt i Ære overfor alle Angreb, om end maaske mest af ingen bedre Grund, end fordi han var vor Ordens største Genius. Nu har jeg just næsten hele Gaarsdagen sysselsat mig med ham, og hans ofte gaadefulde og dristige Sætninger tiltalte mig mer end nogensinde; men ganske vist kom jeg til den Slutning, at man maatte kalde ham en Kjætter. Det skal imidlertid ikke bekymre os, eftersom I har godtgjort, at der ingen Kjættere gives.
— Nuvel, saa ville vi lade Trækors være Trækors og lide hvad Trækors kan vederfares. Men hvor det gjælder vor Sjæls Frelse og vor Forløsning dér ville vi holde os til Ting, eller snarere om ikke Uting saa dog Ikke-Ting, hvilke intet Uveir, som Aarstid eller Verdenstid kan bringe, mægter at rokke, end sige knuse.
