217
Høiærværdighed, men under disse Omstændigheder troede jeg mig ikke berettiget til at udstrække min Orlov videre og holde mig fjernet længer fra min egentlige Tjeneste.
Biskoppens Udtryk har været utilfreds og bistert, men da han ser op nu, er det venligt nok:
— I kan have Ret deri, Vincentius, og skjøndt jeg kunde have ønsket, at I havde bragt min Hilsen til Mittelmynster og vist den Afdøde den sidste Ære paa mine Vegne, fortjener Eders Iver efter at vende tilbage til Eders Tjeneste her al Paaskjønnelse, og jeg skal visselig ikke glemme den. I er virkelig ogsaa blevet savnet her som den Eneste, der kunde læse hvad jeg kradser op, og det er ikke en Time siden at det Ønske blev udtalt her, at I var vel tilbage. Saaledes ligger der allerede Arbeide og venter paa Eder. Min Ven, Herr Johann Rinck, Kjøbmand fra Basel, hvem I vel mindes flygtig at have set i Lengefeld, har været saa god at funktionere for Eder, og har med en meget smuk Haand skrevet hvad jeg kunde diktere ham — Begyndelsen af et Brev til Hertugens Kansler i München. Disse Papirer her indeholde mit Udkast til Fortsættelsen. Saasnart I har forfrisket Eder efter Eders anstrengende Reise, er I derfor maaske saa god at tage jer af dette Arbeide, skrive dette af og fuldende Skrivelsen efter mine Udkast — Kancellistilen træffer i bedre end jeg kunde have gjort det. Det var og er min Hensigt at lade Eder selv reise med denne Skrivelse til München — den angaar, som I vil se, Indvielsen af vor herlige Ordenskirke — en Mission, som vil gjøre Eder bemærket paa høie Steder og hvorved I sikkert vil forstaa at vinde Eder mægtige Velyndere. Her er Papirerne. Alle Eders Sager vil I finde oppe i Taarnkamret.
