218
Vincentius takker bevæget for den synderlige Gunstbevisning, hvormed Hns. Høiærværdighed overvælder ham, og anbefaler sig.
Efter de Trin at dømme, hvormed hans Ridestøvler lade Gangens Fliser gjenlyde, synes denne sjeldne Ungersvend at være besjælet af en hartad enestaaende Iver for at kaste sig over sit Arbeide.
— Hvor mon Gertrud kan være?
Renata er i Begreb med at reise sig, men Ottomar lægger sin Haand paa hendes Arm.
— Lad din Svigerinde være hvor hun er, selv om hun skulde give min Famulus en hjerteligere Velkomst end ønskeligt var. Vi have Noget at tale om, som hun bedst er udelukket fra.
Han reiser sig, gaar hen til Døren, aabner den, speider ned ad Gangen til begge Sider, lukker Døren i og skyder Riglen for.
— Den unge Mand er, som jeg allerede har sagt dig, en Forræder. Han er i Ledtog med de værste Elementer dernede i Byen, med Kroværten og med den fanatiske Franciskaner, som han selv fik mig til at kalde hid, for hans Lægekundskabs Skyld: og ved Hjelp af dem ophidser han den fanatiske, skrækslagne Mængde mod den kjætterske Borgfrue og mod sin egen Herre, hvem han har mistænkt for at ville skaane samme Dame for gammelt Venskabs Skyld. Jeg har skriftligt Bevis for det. Var ikke min egen syndige Forvildelse kommen imellem med denne Febertilstand til Følge, der berøvede mig Gaarsdagen, saa vilde de farligste Personer længst være under Laas og Lukke i Regensborg. Nu har Vincentius kunnet raadslaa med dem paa Hjemveien og har sikkert nok undt sig Tid til det, skjøndt han ellers syntes at have Hast nok. Det er der Intet at gjøre ved, men det er af
