219
yderste Vigtighed, at han heroppefra intet Samkvem mer kan have med dem.
— Det kan han umuligt. Ingen kan forlade Borgen nu uden min Tilladelse — ikke under noget Paaskud.
— Godt.
Ottomar ser panderynkende ned for sig og stryger sig med Haanden om Hagen.
— Jeg kunde naturligvis sætte ham fast strax. Men det vilde vække ubehagelig Opmærksomhed og navnlig forurolige alt Kvindekjøn her paa Borgen — med din Svigerinde i Spidsen. Synes heller ikke at være nødvendigt. Nei, vi vil holde ham i lang Line. Foreløbig har jeg givet ham Beskjæftigelse, og jeg tvivler ikke om at han med Flid vil hellige sig til sit Arbeide. Vi skal se, at han vil bringe Brevet færdigt til Underskrift og være rede til endnu i Aften at tiltræde en ny Reise og ride ad München til. Han vil blive ubehagelig overrasket ved den Omsorg, jeg viser for at han skal nyde en fuld Nattehvile; og imorgen vil han have at reise i vort Selskab, for vi maa nu ikke tøve længer, Renata, vi maa bryde op før Middag med Alt hvad vi kunne mønstre af vaabendygtige Mænd.
Renata bøier Hovedet.
— Jeg vil strax tale med min Hushovmester. Vi skal ordne Alt til Opbrud paa den Tid, du selv bestemmer.
— Og vi ville holde det hemmeligt til det Sidste, eller saa længe som muligt, for vore unge Folk. Jeg for min Famulus, du for din Svigerinde.
— Det vil falde vanskeligere at holde Gertrud udenfor saadanne Forberedelser.
— Saalænge som muligt, og i alt Fald borte fra ham. I, Mester, følger med os til Regensborg, hvorfra I med biskoppeligt Leidebrev og med Anbefalingsskrivelser
