250
Kurens Horntuden, der bryder saa pludselig og saa voldsomt løs, at de Alle uvilkaarlig fare sammen.
— Er der ikke sort af Mennesker dernede ved Kastanierne? spørger Kjøbmanden, der ser skarpere end Biskoppen.
Ivrig for at se bøier denne sig frem.
Noget Rødt flammer for hans Øine og lægger sig som et Bind om dem.
Den frigjørende Haand faar fat i et høirødt Tørklæde, der flager fra Vinduesranden.
— Hvad er dette her? Tre Vimpler.
— Et Signal!
Gertrud, der er bleven bleg som et Lagen, vakler et Par Skridt tilbage og lader sig synke ned paa en Stol. Hun tør ikke staa hos de Andre; hun føler sig som en Forræder, endda det er sket til Bedste for dem Alle, undtagen for den onde Bisp Ottomar.
Et tusendstemmigt Brøl dernedefra — selv Kurens Horntuden drukner deri.
De tre vende deres Blik ned mod Broen. Den er ikke tom som før.
En mørk Strøm skyder ud under Kastaniekronernes Tag som en Flod, der fra en Sluse bryder ud i sit banede Leie. En tæt sammentrængt Menneskemylder, gyldne Krusifixer, Processionsbannere og Laugsflag, Morgenstjerner, Hellebardblade, Spærodde, Leer, Høforke og Spader bølge og blinke over alle disse Hoveder, hvis Ansigter ere rettede opad, imod dem. Spidsen er allerede kommen over Stenbroen, de gyngende Brædder drøne hult under dens Massetrin. Atter og atter stiger det brølende Raab op fra denne Menneskeflod, stedse den samme korte, fanatisk-eruptive Phrase. Ordene kan man ikke høre, men man aner det gamle Korsfarerraab —
