V
Hushovmesteren holder den brede broderede Tøile, medens Famulusen staar rede til at understøtte sin høie Herre ved Afstigningen — omhyggelige Forberedelser, som vise sig kun at have ceremoniel Værdi.
Den hvide Pasgænger staar saa stille ved Portalens Trin, som var den formet i Marmelsten, og trods sin lange ubekvemme Kjortel svinger Rytteren sig af Sadlen næsten med samme Lethed, hvormed han for halvandet Aarti tilbage saa mangen Gang har gjort det paa den selvsamme Plet.
Springer af Bøilen og befinder sig i det røde, blændende Fakkelskjær umiddelbart foran to Kvindeskikkelser: — den ene i en simpel men klædelig graablaa Vadmelskjole, den anden hyllet i en mørkegraa Kappe, som rede til at gaa ud, begge bøiende sig saa dybt, at de næsten knæle. Endnu medens han løfter Hænderne og lyser Velsignelsen over dem, er hans Blik beskjæftiget med den Kappeklædte. Skikkelsen altfor skjult i den jerngraa Strøm af knækkende Kappefolder til at muliggjøre et Skjøn om hvorvidt den har ombyttet jomfruelig Slankhed med matroneagtig Værdighed. Kindens Runding, utydelig skimtet i flygtende Linie, synes at have mistet lidt af sin Blødhed. Men Haaret, disse brune Fletninger, hvis Massestrøm, med Gyldenhvirvler gnistrende i Skjæret af flakkende Fakkelflammer, vælder ned over den
