35
hvide Nakkes langlig buede Aas og slukker sin Glands i Grotten af den tilbageslaaede Hætte: — mulig var det Forblændelse, men det synes ham at være blevet endnu prægtigere, dronningagtigere. Og idet de signende Hænder sænke sig, streife den høires Fingerspidser med et faderligt Kjærtegn denne Haarfylde, saa at den store Signetrubin et dvælende Øieblik gløder og gnistrer mellem Fletningerne som en Naal — en Berøring saa let som et Pust, lige just følelig, og dog springer der i samme Nu en Gnist af Livets Alterflamme over i hans Legeme, saa det er ham, som havde det i Løbet af femten lange Aar kun været et tænkende og sandsende Lig.
Hvad vilde han ikke give for at kunne gribe med begge Hænder om dette haarkronede Hoved! for at kunne løfte denne Skikkelse op til sig, nei — for selv at kunne synke ned for den, skjule sit Hoved i disse Kaabefolder og hulke — —
Men allerede er der ny Haandsopløftelse fornøden, denne Gang inde i Hallen, hvor det sammenstimlede Borgtyende knælende paakalder og modtager Kirkefyrstens Velsignelse.
Nu kan Renata hæve Hovedet; her, hvor Faklerne lyse med næsten stillestaaende Flammer, kan hun endelig betragte hans Ansigt.
Ja, han har forandret sig. Den bøiede Næse synes at være bleven krummere og længere mellem de indsunkne Kinder; de lysegraa Øine have trukket sig dybere ind under Panden; navnlig er Linien, der fra Næsefløien trækker sig rundt om Mundvigen, bleven saa skarp og har fortsat sig helt ud i Hagen.
Han har tænkt meget og lidt mere.
Endnu ganske optaget af dette nye Ansigt, som er det
