36
gamle, fremfører hun sin formelle Undskyldning, fordi hun har maattet modtage Hns. Høiærværdighed i en Paaklædning, der saa langt fra er den høitidelige Anledning værdig; saa vel som for at hun ikke har kunnet sammenkalde og ordne Tyendet til en saadan Modtagelse, som Borg Langenstein under gunstigere Forhold ikke vilde have forsømt at give Biskoppen af Regensborg.
Og der er intet Nyt i dette lyse Smil, hvormed Bisp Ottomar — nei, simpelthen Ottomar — lytter til hendes Forklaringer og forsikrer hende om deres Unødvendighed; saa lidt som i det hartad skjemtsomme, hvormed han modtager Beretningen om Famulusens Vanheld, og som tilkjendegiver den fødte Junkers beredvillige Tro paa den aabenbart borgerlige Skrivers ubehændige Rytterskab. Heller intet Nyt i det bekymrede Udtryk af menneskekjærlig Deltagelse, der lyser ud af hans Øine, da han udspørger hende selv og Hushovmesteren om Tilstanden i den sotslagne By.
Men da han nu kort og klart giver sin Famulus Anvisning til at opsætte forskjellige Skrivelser til hans Kancelli af det og det Indhold, alle med det Formaal at skaffe hurtig og virksom Hjelp — Tilsending af Lægemidler, af Sygepleiersker fra et Nonnekloster og af lægekyndige Graabrødre — Breve, der maa forelægges ham til Underskrift endnu i Aften og strax derefter afsendes med ridende Bud — da han staar saaledes i Embeds Værk og Myndighed, da træder det Nye frem i Træk og Miner: Præget af den færdige Mand, der er vant til at overskue Forhold og Fordringer, til hurtig at fatte Beslutninger og sikkert at træffe Bestemmelser, samt til ubetinget at se sig adlydt.
Mer end een Gang har Renata hørt sige om Ottomar
