Side:Guds Venner.djvu/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

38

Rødme spreder sig over hendes hidtil blege Kinder. Der er Noget i denne Tanke, der baade overrasker hende og gaar hende til Hjerte.

Bisp Ottomar nikker:

— I Taarnkamret, ja.

— Vi kan naturligvis let faa skaffet en Seng derop … det er blot … det Kammer har længe ikke været benyttet … jeg frygter at for en Mand i Eders Høiærværdigheds Stilling — —

— I ecclesia militans! Dér bør man være rede til at campere og ikke forvænt. Og hvad en Seng angaar, saa vilde den gamle Løibænk, hvis den endnu staar deroppe, være tilstrækkelig for mine Fornødenheder … Jeg troer, jeg skulde sove lettere ind paa den, end i den blødeste Silkeseng; i Synderlighed naar jeg først, som jeg underveis har lovet mig selv, har kastet et Blik over paa Kalvariebjerget og set Passionsveiens Smaakapeller lyse over til mig i Maaneskinnet. Der er ikke et Træk, som Træsniderens simple Kunst har givet sine Skikkelser, uden at jeg jo mindes det helt vel — jeg har set saa mangen vidtberømt Passion siden, men ingen er gaaet mig saa nær til Hjerte som den.

Biskoppens Røst er bleven mærkelig blød. Mindre end nogensinde er der i hans Træk et Glimt af Fanatisme at se. En Mand, vilde man sige, for hvem Troen er idel Følelse og sværmerisk Andagt.

— At Eders Høiærværdighed har beholdt det Lidet, vor fattige Egn byder, i saa velvillig Erindring er os saare kjært at høre, bemærker Renata sagte.

— Altsaa Taarnkamret, optager Biskoppen Traaden — I ser, min ædle Frue, at jeg skalter og valter her Eders Borg, som var det mit Hjem. Ja jeg har endogsaa