39
underveis taget mig den Frihed at indbyde en Gjæst her til jert.
— Enhver Gjæst, som Eders Høiærværdighed maatte værdiges at indbyde, skal være os saare velkommen.
— Og I spørger ikke engang, hvem denne Gjæst er? … Hvorved I ganske vist vilde sætte mig i Forlegenhed. For dette er et lidet Reiseæventyr. Da vi bedede igaar Eftermiddags i Lengefeld, traf jeg i Kroen der en Kjøbmand, med hvem jeg indlod mig i Samtale, efter min Skik, at underholde mig med Mænd af alle Stænder, for ikke at undlade at øse af den levende Kundskabsbrønd, der ad saadanne Rør tilflyde en Mand, som i mange Aar har været for meget nedgravet i Bøger. Tilmed saadanne Kjøbmænd komme ofte viden om, som denne, der ikke blot var velkjendt i det Vælske men endogsaa havde været i det fjerne Ungarland, i fast hedenske Egne. Med ham var det let at underholde sig, saa meget mer som han havde sjeldne Talegaver og var i Besiddelse af den lifligste Røst, som jeg snart sagt mindes at have hørt; saa at den fra først af tiltrak mig og siden holdt mig fast, da vi meget snart kom til at tale om den kirkelige Bygningskunst, hvilken han paa sine Reiser havde sat sig grundig ind i. Det mærkværdigste ved denne sjeldne Mand var imidlertid, at han ikke blot vidste meget at berette om Lande og Folkeslag, med deres synderlige Sæder og Skikke og deres Maade at bygge paa, men tillige var velbevandret i vor hellige Kirkes Lære, endog i saadanne Punkter, som ellers ikke falde under Lægfolks Omraade: hvilket, som han sagde, kom deraf, at han havde en grumme lærd og from Munk til Skriftefader, der ogsaa værdigede ham personlig Omgængelse. Saaledes kom det sig, at vi vare geraadet i en Samtale om de høieste Ma-
