83
skammelige Adfærd — jeg ser ham endnu for mig med sin frække Latter, og jeg mærkede godt, at fra det Øieblik af fattede Hugo Mod og mente, der var Haab for ham og hans Tid vilde komme. Og den kom da ogsaa; han vandt hendes Haand og hvad der var at vinde af hendes Hjerte. For hun var ham en god og trofast Hustru. Men sin Elskov kunde hun ikke give ham, den tilhørte hendes utro Elsker, og tilhører ham endnu; og han kjender sin Magt over hende, det kunde jeg se paa hans Blik og Miner idag.
"Men hvad vil han her? Han er da ikke kommen hid blot fordi hans Visitatsreise i Diøceset førte ham denne Vei og det var bekvemt at overnatte her; og han gjør da, Gudskelov, heller ikke Anstalter til at drage videre i de første Dage. Ja, jeg siger nok "Gudskelov", men hvis han ikke var — der er han allerede helt nede paa Veien! — hvis han ikke var, saa vilde jeg være ret uhyggelig i Hu, for jeg føler det ligesom der var Uveir i Luften, som der er i den virkelige Luft, skjøndt det idag er mindre lummert end ellers. Og at jeg er saaledes tilmode, er da heller intet Under efter hvad Konrad sagde mig igaar om Stephen Kromand og hans onde Tale, hvormed han forsøger at bringe Byfolkene i Harnisk imod os. Det har jeg da ogsaa tænkt paa, at for den Sags Skyld er det en stor Betryggelse at have Bispen hos os. Han skal nok tage Vare paa at der ikke sker Renata noget Ondt. I alt Fald er det vist, at Intet kunde træffe sig bedre, end at hans Famulus har fattet et godt Hjertelag til mig — hans høire Haand og mer end det, for Vincentius er sikkert hans Fortrolige og kjender alle hans Tanker; jeg er vis paa, at han er den klogeste af de to. Vincen-
