IX
Strax efter Strømhvirvlerne bøier Floden om mod Sydost.
Det er paa denne Side af Borgen at det lille Taarn befinder sig, hvis Kammer Bisp Ottomar har taget i Besiddelse.
Man ser her Intet til Byen. Fra det ene Vindue vandrer Blikket frit ud over aabent Agerland, brudt af Smaalunde og behersket af Kalvariebjerget, hvis jevne Stigning begynder et Par hundred Skridt hinsides Floden. Det er bestrøet med store Klippeblokke, mellem hvilke Faar og Gjeder nippe det sparsomme Græs, og bevoxet med spredte Ege: Rester af en Lund, der har været helliget en eller anden germansk Guddom. Ud og ind ad deres Skygger snoer Passionsveien sig med de hvide Smaakapeller og øverst krones den kullede Knub af tre mægtige Krucifixer, hvert med sin gavlformede Ramme foroven.
Fra det andet Vindue ser man over mod Bjergskoven og ned i Trægaarden. Det er ved det Ottomar staar. Hans Blik hviler paa Lysthuset dernede. Noget Hvidt, der bevæger sig, drager Blikket tilvenstre: det er Gertrud von Laufen, som gaar over mod Skoven. Den varme Eftermiddag har faaet hende til at ombytte den graa Hvergarnskjole med en lettere hvid Dragt. Det er Bispen paafaldende, at Damerne gaa om i denne uanselige, halvt nonneagtige Klædning; ikke blot Renata, hos hvem det kunde sættes
