139
Alexander Hamilton.
vel som den fordærvede Ærgerrighed hos en anden Klasse af Mænd, der enten haabe at stige højere under de forvirrede Forhold i deres Land eller smigre sig med at opnaa større Magt ved Rigets Deling i forskellige mindre Forbund.
»Det er dog ikke min Hensigt at dvæle ved Betragtninger af denne Natur. Jeg indsér, at det vilde være uædelt uden Forskel at forklare Oppositionen fra nogen som helst Klasse af Mænd ved egenkærlige eller ærgerrige Motiver, blot fordi deres Stillinger kunde gøre dem til Genstand for saadan Mistanke. Oprigtighed nøder os til at indrømme, at ogsaa saadanne Mænd kunne være besjælede af ærlige Hensigter, og det kan ikke betvivles, at Meget af den Opposition, som allerede er fremtraadt, eller herefter vil fremtræde, udspringer fra Kilder, som ikke kunne lastes, om de ikke kunne agtes: hæderlige Vildfarelser, som ere fremkaldte ved forudfattet Mistanke og Frygt. Saa talrige og mægtige ere jo de Aarsager, der kunne føre Dømmekraften vild, at vi ved mange Lejligheder se vise og gode Mænd saa vel paa den vrange som paa den rette Side ved Spørgsmaal af aller største Betydning for Samfundet. Denne Omstændighed vil, naar den ret overvejes, stedse afgive en gavnlig Lærdom for dem, der ere indviklede i en eller anden Strid, hvor overbeviste de saa ere om at have Ret. Og en Grund til Forsigtighed ligger ogsaa deri, at vi ikke ere sikre paa, at de, der forsvare Sandheden, besjæles af renere Principer end deres Modstandere«.
Bedre vil man ikke kunne tydeliggøre, hvad der taler for at holde en Debat i rent saglig Form. Og bedre er denne Form næppe bleven overholdt i nogen politisk Debat.
VI.
I Washingtons første Ministerium traadte Hamilton ind som Finansminister. Det faldt derved i hans Lod at befæste det Værk, hvis Grundtanke han først havde fattet, og hvis Natur han grundigst havde udviklet. Han konsoliderede Statsgælden, saaledes at Unionen overtog Enkeltstaternes Gæld. Den fælles Statsgæld skulde tjene som et nyt Middel til at holde Unionen sammen ved at skabe fælles Interesser.
