Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/154

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

140

Alexander Hamilton.

Desuden søgte han at skaffe Unionen Indtægter ved en Lov om Accise, og han fik oprettet en Nationalbank. Det er anerkendt fra alle Sider, at det skyldtes hans kloge Foranstaltninger, at Landets Anseelse og Kredit hævedes, og at Handel og Industri kom i Flor.

Da Talleyrand i 1794—1795 opholdt sig i Amerika (fordi han hverken maatte opholde sig i England eller Frankrig), omgikkes han meget fortroligt med Hamilton, for hvem han nærede den største Beundring. Han betragtede i sin Alderdom Napoleon, Fox og Hamilton som de største Mænd, han havde mødt paa sin mærkelige og bugtede Vej, og skulde han sætte en af dem højst, var han tilbøjelig til at give Hamilton denne Plads. Han sagde om ham, at »han havde gættet Europa«, hvormed han hentydede til Hamiltons skarpe Blik for den politiske Situation og de Muligheder, den rummede.

Men Hamiltons Personlighed egnede sig dog ikke for den specielle Politik med dens Partikampe og dens personlige Sammenstød. Han var uheldig som Partifører, og han forstod bedre at kæmpe paa egen Haand end at faa en sluttet Skare til at følge sig gennem den politiske Kamps mange Svingninger. Men lige saa uheldig, som han i denne Henseende var, lige saa rolig og bestemt gik han den Vej, ad hvilken hans Overbevisning førte ham, hvad enten han var ensom eller blev fulgt af Mange.

Partikampen begyndte snart igen efter Forfatningens Vedtagelse. I Washingtons Kabinet sad overfor Hamilton Jefferson som hans ivrige Modstander, der hævdede den diametralt modsatte politiske Opfattelse. Han saa med Betænkelighed paa Hamiltons Bestræbelser for at befæste Unionen. Disse Bestræbelser maatte, frygtede Jefferson, føre i Retning af et Monarki. Han hævdede Enkeltstaternes Ret til at nægte Lydighed mod Unionsregeringen, naar de mente, at denne overskred sin Kompetence. Det var det saakaldte Nullifikationsprincip, der i de følgende Tiders Kamp mellem Norden og Syden kom til at spille saa stor en Rolle.

I Aaret 1795 traadte Hamilton ud af Ministeriet og levede nu Resten af sit Liv som Sagfører. Kun én Gang kom han endnu i offentlig Tjeneste, da han under den Troppe-