163
Hedenske Sandhedssøgere.
Friedländer (Darstellungen aus der Sittengeschichte Roms in der Zeit von August bis zum Ausgang der Antonini. 5. Aufl. III. p. 676): »En Tid, der ved egen Kraft hævede sig til højere og renere sædelige Anskuelser end hele den tidligere Oldtid, — der ikke blot frembragte en Musonius [en med Seneca samtidig Stoiker], Epiktet og Marcus Aurelius, men i hvilken disse Forkyndere af en mild, ægte menneskelig Sædelære ogsaa fandt den mest almindelige Beundring og deres Lærdomme almindelig Udbredelse, kan ikke have været en Tid af det dybeste sædelige Forfald, saaledes som den ofte er bleven kaldet. Naar der overhovedet ikke gives nogen Maalestok for Sædeligheden i en Periode, selv om denne er nok saa godt kendt, saa gælder det allermest for disse Aarhundreder [de to første efter Kristus], fra hvilke der kun foreligger enkelte, dels til bestemte Omraader begrænsede, dels farvede eller ensidige Beretninger.« — Og den samme Forskers Undersøgelser godtgør, at som det forholder sig med Fordommen om et særligt stort sædeligt Forfald ved Oldtidens Slutning, saaledes forholder det sig med Antagelsen af et almindeligt Forfald af det religiøse Liv paa denne Tid. Mange Vidnesbyrd godtgøre en inderlig Fastholden af den gamle Tro og de gamle religiøse Skikke hos Folket i det Hele. Man kan ved denne Periode lige saa lidt slutte fra visse literært dannede Kredse, som man ved det 18. Aarhundrede fra de af de franske Encyklopædister paavirkede Kredse kan slutte til hele Folkets religiøse Tilstand. Der viste sig endog netop paa den Tid, der her er Tale om, en stærk religiøs Bevægelse, der dels førte til Genoplivelse af den gamle Kultus, saa at f. Eks. Oraklerne igen begyndte at tale efter længe at have været stumme, dels til Udbredelse af orientalske Religionsdyrkelser i Romerrigets vestlige Egne. Selve Kristendommen og dens Udbredelse er, historisk set, kun en enkelt, skønt den vigtigste Side af hele dette Fænomen. Den haarde Kamp, Kristendommen havde at bestaa, viser ogsaa, at den gamle Tro ikke var borte. Selv efter at Kristendommen var bleven Statsreligion, var flere Aarhundreders grusomme og fanatiske Forfølgelse endnu nødvendig for at fortrænge den gamle Religion — fra Overfladen. I
