204
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
dan Opgave stillede sig netop for Slægten i den sidste Del af det 18. Aarhundrede. Det var den Tid, hvor ubegrænset Fremadskriden var Slagordet, og hvor Træghed betragtedes som Arvesynden. Men der maatte komme en Tid, da Menneskenaturens andre Sider krævede deres Tilfredsstillelse, og hvor man søgte Hvile efter det rastløse Arbejde. Og Hvilen fandtes ikke i de nye Former. De behøvede endnu alt for meget aktiv Medvirken, stillede stadigt Fordring om Selvvirksomhed. Hvile kunde derimod maaske findes i de gamle Former, som man i sin Fremstormen havde vendt Ryggen, men om hvilke man nu opdagede, hvor vidunderligt de vare tilpassede efter Følelseslivets Trang: i Aarhundreder eller Aartusinder havde Slægt efter Slægt nedlagt sine Erfaringer i dem, havde lagt dem til Rette, saa der ikke behøvedes uafbrudt Arbejde for at bruge dem. Vor Aktivitet søger det Nye; med vor virkende Natur leve vi i Nutiden; men den passive og modtagende Side i os bestemmes og næres overvejende ved den forudgaaende Tids Eftervirkninger; her nærmer det aandelige Liv sig det Ubevidste og drager Næring af det. Et Eksempel herpaa fra det enkelte Individs Liv have vi i Barndomserindringernes Magt: de virke uden vor bevidste Medvirkning og stige især op med overvældende Styrke, naar Sindet er træt af aktivt Aandsarbejde.
Det er karakteristisk, at Schleiermacher netop ved Overgangen til det nye Aarhundrede opstillede sin berømte Definition af Religionen som den ubetingede Afhængighedsfølelse. Det var som et Program for den Retning, Aandslivet nu skulde tage. Humanismen blev afløst af Konfessionalismen, den frie Forsken og den frie samvittighed af Avtoritetstroen.
Ere vi da henviste til et Sisyfusarbejde, ruller Stenen stedse tilbage, naar vi vel have faaet den op paa Bjærget? — Nej, men i det Anførte ligger, at kun den Sandhed kan blive sejrende, der kan gennemtrænge og fylde hele Livet. Og det sker ikke med ét Ryk; det tager Tid, og først gennem mange svingninger skrider det fremad. Det synes at være en psykologisk Lov, at Erkendelsen udvikler sig hurtigere end Følelseslivet. Kun langsomt nedfældes det aktive
