Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/222

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

208

Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.

førte til personlig Tilslutning til dens Bogstav eller blot til symbolsk Udlægning af dens Udsagn, — saa maatte dette hele Spørgsmaal om Tro og Viden særligt stille sig paa en alvorlig Maade for dem, der indsaa dets Sammenhæng med det sociale Spørgsmaal. Selv om man indrømmer, at den videnskabelige Kritik af Dogmerne fører til deres Opløsning, vil dog den Tanke rejse sig, at disse Dogmer, saa fornuftstridige de end maatte være, ere Manges eneste aandelige Tilhold og Trøst, — det, der holder deres Haab oppe under Livets tunge Kamp, — det Eneste, de raade over, der kan løfte deres Blik ud over den trange Kreds, i hvilken deres Liv bevæger sig. Fra dette Synspunkt har saaledes en af vor Tids ædleste filosofiske Tænkere, Albert Lange, Forfatteren til »Geschichte des Materialismus«, udtalt sig over for Strauss og Feuerbach, med hvem han er enig hvad den rent teoretiske Side af Sagen angaar. Det er i det Hele karakteristisk, hvor stor en Rolle Spørgsmaalet om Religionens Nytte og Uundværlighed spiller i den religiøse Debat. Det gælder i første Linie ikke: Sandhed eller ikke Sandhed? — men: Trøst eller ikke Trøst? — I tidligere Tiders Debat kom denne Side af Sagen ikke frem som Noget for sig, end sige som Hovedsagen. Man søgte ikke efter Grunde og Motiver til at holde paa den dogmatiske Tro trods Vanskelighederne; men det var dem, der opgav den dogmatiske Tro, hvem det paalaa at motivere deres Skridt.

Det er sikkert af meget stor Betydning, at det aandelige Fællesskab ikke forsvinder, og at vor Slægt ikke mister nogen Kraft, der kan holde den oppe i Kampen for Tilværelsen. Det er med fuld Ret, at disse Hensyn blive bestemmende for den Maade, paa hvilken den religiøse Kamp føres; men selve Kampen kunne de kun for en Tid dæmpe, da de ikke anvise nogen Vej til Problemets Løsning.

3. Endeligt havde den humane Livsanskuelse, saaledes som det 18. Aarhundrede formaaede at fremstille den, en ensidig abstrakt og idealistisk Karakter. Den udtaltes efter sit almindelige Princip og med de vigtigste Forudsætninger og Fordringer, den medfører, men savnede tilstrækkelig Gennemførelse og realt Grundlag. Saa at sige ethvert Frem-