209
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
skridt, det 19. Aarhundrede har gjort, har bidraget Sit til at raade nogen Bod paa disse Mangler. Naturvidenskabernes storartede Opsving har givet en fastere Basis for Overbevisningen om den lovordnede Sammenhæng i Naturen. I Udviklingens Begreb er der paavist en ledende Idé, om hvilken al vor Viden paa Naturens og Historiens Omraade kan samle sig. Den historiske Kritik og den sammenlignende Religionsvidenskab have udvidet og berigtiget det Materiale, som er nødvendigt til religionsfilosofiske Problemers Behandling. En dybere gaaende psykologisk Forstaaelse af det menneskelige Aandslivs forskellige Sider i deres indbyrdes Forhold og en fornyet Drøftelse af de erkendelsesteoretiske Spørgsmaal giver Problemet om Tro og Viden en noget anden Karakter end det forhen har kunnet have. — Alt dette er naturligvis kun smaa Fremskridt i Forhold til Problemets Storhed. Dette vil i lange Tider følge Slægten paa dens Vej, og den forskellige Maade, hvorpaa det opfattes og behandles, vil kunne afgive Maalestok for den aandelige Udviklings Grad og Retning til de forskellige Tider. Her have vi kun tilbage at vise, hvorledes Problemet maa stille sig i vore Dage.
VI
Der blev i den Forhandling om Tro og Viden, som i Tredserne fandt Sted i vor Literatur, lagt stor Vægt paa Distinktionen mellem Tro og Teologi, og jeg selv hørte, som Discipel af Rasmus Nielsen, til deres Tal, der knyttede ikke ringe Forhaabninger til den. Den hjælper os aabenbart ikke, og den er i hvert Tilfælde ikke holdbar. Saa snart Troen har et bestemt Indhold, en bestemt Genstand, maa der ogsaa udvikle sig en Lære om dette Indhold, som søger at paavise dets indre Sammenhæng og dets Betydning. Ellers véd hverken den Troende selv eller Andre, hvad det egentligt er, han tror paa.
Nu til Dags har desuden Teologien opgivet at støtte sine Paastande med videnskabelige Beviser. Den har opgivet alle stolte Drømme om at faa Vergil til at gaa i Ledebaand og
