235
Kampen mellem gamle og nye Tanker.
gang. Paa den videre Udvikling af hans Ideer hos hans Disciple fik Lessings Skrift om Menneskehedens Opdragelse en ikke ringe Indflydelse.
Det vilde blive for vidtløftigt at fremdrage alle de forskellige Former, hvorunder den samme store Tanke fremtræder hos de romantiske og positive Filosofer. — Hegels Tredelinger og hele hans dialektiske Metode ere egentligt opstaaede ved Skematisering af de tre Stadiers Lov. Til Grund ligge — som det ses af Optegnelser fra Hegels Ungdom — Studier over Kultur- og Religionshistorie. Som lykkelige Tider priser Hegel de Perioder, hvor der er Tro paa Tilværelsens Kærne, og hvor fælles Forstaaelse af Livet forener Alle. Subjektiv Kritik isolerer da ikke den Enkelte fra det Hele og gør ham ikke splidagtig med sig selv. Men det var Hegels overbevisning, at det Substantielle i den gamle Tro og i den gamle Tingenes Orden kunde bevares gennem Refleksionens Skærsild, og i sin egen Filosofi mente han at have paavist det. Schleiermacher var mere kritisk, men mente dog at kunne paavise de samme Følelseserfaringer, af hvilke det Væsentlige i den gamle Tro var udsprungen. Ingen af de to Tænkere vilde være ved, at de omdannede Aandslivets gamle Former efter deres Behov. Deri bestaar netop det Romantiske hos dem, at de umiddelbart mene at leve Fortidens Liv om igen. — Inden for Positivismen er først og fremmest at nævne Auguste Comte's Formulering af de tre Stadiers Lov. Den aandelige Udvikling foregaar herefter gennem tre Stadier, det teologiske, det metafysiske og det positive. Det metafysiske Stadium er rent negativt og kritisk; det er en Opløsningsperiode, svarende til hvad Fichte kaldte den tomme Friheds Periode, til hvad Saint-Simon kaldte den kritiske Periode, og til hvad Hegel kaldte de ulykkelige Tider, den kritiske Subjektivitets Perioder. Der er efter Comte et aandeligt Slægtskab mellem den positive og den teologiske Periode; de have hver sin Helhedsopfattelse, og de forbinde den Enkelte med Slægten paa inderlig, organisk Vis. Hos Stuart Mill og Herbert Spencer finde vi lignende Ideer, ligeledes hos Schelling og hos Eugen Dühring. Carlyle er opfyldt af den Tanke, at han lever i
