29
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
til Grund for vor Erkendelse, udtrykker sig selve vor Aands Natur, dens inderste Trang, Trangen efter Enhed og Sammenhæng, dens Higen efter ikke blot at fyldes med et rigt og mangfoldigt Indhold, men at kunne ordne og beherske det. Spørgsmaalet er kun, i hvilken Grad denne Trang kan ske hyldest.
Dr. Starcke synes at mene, at selve det, at man endnu i Filosofien taler om et Aarsagsproblem og om Vanskeligheden ved at begrunde Aarsagssætningen, vidner om, at der endnu sidder os for megen Skepticisme i Kroppen. »Lad os antage«, siger han, »at dette Spørgsmaal om Aarsagslovens Gyldighed ikke var kommet til os fra en Tid, da man endnu ikke troede paa den; hvorledes vilde vel saa Mennesket stille sig over for hele dette Problem? Vilde det saa ikke snarere være den, som rettede en Tvivl mod Aarsagssætningen, der skulde bevise at have Ret til at tvivle, end den, som troede paa den, der skulde begrunde sin Tro?« Dertil maa svares, at naar det er Filosofiens Opgave at fremdrage de skjulte Forudsætninger, som betinge vor Erkendelses Gyldighed, saa er det jo ligegyldigt, hvem Bevisbyrden paahviler. Problemet er der og maa behandles, hvad enten den enkelte Tænker nærmer sig det mere fra den negative eller mere fra den positive Side. Og Begrundelsen at Tvivlen er jo en Kritik af Troen, ligesom omvendt, saa det gør ikke stort til Sagen, hvorledes man gaar frem. Flere af de ældre »Skeptikere« staa som Forløbere for den moderne Erkendelsesteori ved den Maade, paa hvilken de have angrebet Troen paa Erkendelsens Principer.
Naar der tales om en Tid, der ikke endnu troede paa Aarsagssætningen, er dette en unøjagtig Udtryksmaade. Der har næppe været nogen saadan Tid. Kampen for Tilværelsen driver til at søge efter Aarsager for at faa Magt over Tingene, og en Trang i den Retning ligger desuden i den menneskelige Bevidstheds Natur. Selv i den vildeste Overtro ytrer denne Trang sig. Derimod har der været Tider, hvor man ikke til alle Fænomener antog naturlige Aarsager. De forskellige Udviklingstrin i intellektuel Henseende karakteriseres ved, hvilke Aarsager der anses for gyldige.
