34
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
syge og Forbrydere er dette især indlysende; dem underkaste vi en praktisk Behandling, før vi stole paa Ræsonnementernes Kraft. Men ogsaa hos andre Individer end saadanne, der maa regnes til de nævnte Klasser, maa Grunden ofte præpareres, før den rationelle Etik kan begynde sit Værk. Hvad Etiken fastsætter, er da her de Midler og Veje, det pædagogiske System (i videste Forstand), som bliver at anvende, for at en egentligt etisk Behandling kan træde i Kraft.
Den rene, konsekvente Egoist vilde i det Højeste kunne bringes til at betragte andre Menneskers Vel som et Middel for sit eget. Men han vilde da vedblive at staa i et rent udvortes og mekanisk Forhold til Samfundslivet, og til alt Liv uden for hans eget. Og skulde der kunne føres et Bevis for, at samfundslivet, som det i det givne Øjeblik er, frembyder Harmoni mellem alle Individers egoistiske (»isolerede«) Interesser? Selv om der kunde, hvem vilde egentligt et saadant Bevis interessere? Ikke den egentlige Egoist; ham er det nok, naar Samfundet blot er Middel for hans Interesser, — ligegyldigt, hvorledes det saa gaar med de andre Egoister; ja, maaske staar han sig bedst ved, at Andre ikke kunne gøre Regnskabet op paa samme Maade.
Kan der i det Hele taget gives isolerede Individer? Derpaa kommer i denne Sammenhæng Alt an. Hos ethvert Menneske rører der sig forskellige Følelser, der drive til Vurdering af Livet og dets Forhold. Hvor mange af dem skal Individet afføre sig for at blive isoleret? Er det i og for sig sagt, at Sympatien og de med den beslægtede Følelser skulle aflægges, naar Regnskabet skal gøres op? — Mennesket eksisterer kun som historisk givet Væsen, af bestemt Slægt og Race, med bestemte Dispositioner og Interesser, og kan ikke vilkaarligt drage sig ud af dette, heller ikke undlade at faa sin Vurdering bestemt derved. Det vilde ved Isolationen, om den var mulig, netop berøve sig nogle af de mest nødvendige Poster paa Regnskabet. Lad mig udvikle dette lidt nærmere.
Der er Interesseharmoni mellem to Mennesker, hvor de kunne betragte hinanden som Middel, og hver for sig staa som Formaal. Saaledes f. Eks. mellem den Handlende og
