41
Om Vitalisme.
hvis Dødsfald allerede var bekendtgjort. I hvilken Forstand denne Mening er berettiget, skulle vi nærmere undersøge.
Der er to Grundopfattelser, som her staa over for hinanden. Den ene støtter sig til, at den klareste Forstaaelse, vi kunne have af et Fænomen, have vi der, hvor vi kunne opløse det i dets Elementer og igen se det som Produkt eller Resultat af disse Elementers Samvirken, — altsaa naar vi gaa fra Delene til Helheden. Den saakaldte mekaniske Naturopfattelse hævder, at denne Forklaringsmaade ikke blot gælder for de fysiske og kemiske Fænomener, men for alle Naturfænomener. Herimod gøres der fra den anden Side gældende, at det Ejendommelige for de organiske Fænomener er, at Elementernes, Delenes Beskaffenhed, Form og Virkemaade ikke kan forstaas uden ved at lægge Tanken om den Helhed, de danne eller skulle danne, til Grund. Organismen kan ikke forklares som blot Produkt af Organer eller Celler, og Cellen ikke som blot Produkt af Molekuler. Vi maa da her antage en særegen Kraft, der virker efter andre Love end de mekaniske Love. Dette er den vitalistiske Opfattelse. — Da den eneste Maade, hvorpaa vi kunne forestille os en Helhed som bestemmende for Delenes Beskaffenhed og Samvirken, er at forestille os den som et Formaal, der tilstræbes, saa vil en vitalistisk Opfattelse stedse blive mere eller mindre teleologisk.
Naar Historien viser os en rytmisk Skiften af disse modstaaende Synsmaader, udelukkes derved ingenlunde Erkendelsens Fremskriden. Det er de nye Erfaringer, som lade Fænomenerne fremtræde snart mere fra den ene, snart mere fra den anden Side, og som tillige efterhaanden omdanner de tidligere Former for de to Grundopfattelser.
En mekanisk Naturopfattelse kommer først frem paa et forholdsvis fremskredent Standpunkt. Naturmenneskets Opfattelse er vitalistisk eller animistisk, forklarer alle Fænomener, der vække Opmærksomhed, ved personlige Væseners Indgriben. Al senere Vitalisme har et vist slægtskab med denne primitive Opfattelse. — I den græske Oldtid gøres
