43
Om Vitalisme.
altid bærer sig fornuftigt ad, hvad den jo heller ikke altid gør i sine vilkaarlige Handlinger. — Den bekendte Lægeskole i Montpellier ændrede Teorien ved at skelne mellem Sjæl og Liv, saaledes at der mellem Sjæl og Legeme indskødes et særeget Livsprincip. I denne Form er Vitalismen fremstillet af Barthez (Nouveaux Elements de la science de l'homme. Montpellier 1778). Han bekæmper to Sekter, Mekanisternes og Animisternes, og repræsenterer Vitalismen i snevreste Betydning af Ordet. Han definerer Livsprincipet som »den Aarsag, der frembringer alle Livsfænomenerne i det menneskelige Legeme«. Det følger Love, der ligge over Fysikens Love (d'un ordre transscendant par rapport aux lois de la Physique). Dets egentlige Natur, særligt dets Forhold til den egentlige Sjæl, er ubekendt. Men Barthez opfatter det tydeligt nok i Analogi med det egentlige Sjæleliv; tillægger det Instinkt, Temperament og Sanseevne. Det griber ind i Livsprocessen og leder denne i en bestemt Retning. Det lægger den Kraft i Musklerne, som behøves til Overvindelse af en bestemt Modstand, og viser særligt sin Magt i konvulsiviske Anfald. Det udvider Muskelfibrene i Mælkens og Sædens Udførselsgange, og det virker paa Safterne, saa at der dannes de Stoffer, som behøves til Reparation eller Forplantning. Det regulerer Aandedræt og Varmeudvikling og betinger en »sympatisk« Forbindelse mellem organismens forskellige Dele. — Forskellig baade fra Barthez's og fra Stahls Vitalisme er den Teori, den berømte Anatom Bichat opstillede (i Recherches physiologiques sur la vie et la mort. Paris 1800). Han opfatter Livskraften som en Egenskab ved de organiske Væv. Det var en begyndende Decentralisation af Vitalismen.
Den klassiske Vitalisme (saaledes betegner jeg den Opfattelse, der i forskellige Afskygninger repræsenteres af Stahl, Barthez og Bichat) har det fælles med den aristoteliske, at den ved Antagelsen af en Livskraft mener at have givet en tilstrækkelig Forklaring af Livsfænomenernes Ejendommelighed. Den adskiller sig fra den aristoteliske Vitalisme ved, at den skarpt fremhæver Modsætningen mellem det Uorganiske og det Organiske og endog antager et fjendtligt Forhold
