Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

65

Frederik Christian Sibbern.

Ørsted, til hvem de fleste og interessanteste af hans Rejsebreve ere rettede. »Ingen skulde nogen Sinde rejse«, skriver han til hende, »for end Fædrelandet havde bundet ham med de fasteste, stærkeste Baand«. — Paa Galleriet i Berlin traf han en ung Pige, med hvem han ofte talte, og hvis Billede han bevarede og ofte dvælede ved i sine Tanker. »Men at jeg kan gøre dette med Ro, derfor takker jeg mit Fædreland, takker det inderligt derfor; det lod mig tidligt skue og fatte høj Skønhed, og det skænkede mig derved den lykkelige Gave: overalt at kunne frydes ved hver Skønhed, jeg møder paa min Vej, fryde mig uforstyrret af Attraa og Begær,«

Han kom fra ung af meget i A. S. Ørsteds Hus. For den store Retslærde nærede han en overordentlig Beundring og en varm Hengivenhed, som han ofte har givet et smukt og hjerteligt Udtryk, smukkest maaske i sine »politiske Intelligensblade«, i Anledning af Ørsteds Tale ved Aabningen af de raadgivende Stænders Forsamling i Roskilde. Han var selv Ørsteds Discipel, idet hans første Studier vare juridiske. Ørsteds Hustru, Oehlenschlägers smukke og begavede Søster, samlede ikke mindre end sin Mand en stor Kreds om sig. Sibbern elskede hende med hele sin Naturs Varme og Entusiasme. Endnu paa sine gamle Dage bevægedes han i en Samtale med Sofie Ørsteds Biograf, Nikolaj Bøgh, ved Mindet om sin Ungdoms Kærlighed. Han spadserede med hende og læste for hende i Odysseen, Sofokles, Plato og Goethe. Han var idel Glæde og Beundring over hendes Skønhed og over hendes livlige Interesse og klare Blik. Han var rejst ud i jublende Glæde over hvad han her havde fundet. Det tilhørte ham ikke, men Glæden derover tilhørte ham.

Allerede af Rejsebrevene ser man dog, at det ikke faldt ham saa ganske let blot at tage Forholdet fra denne Side. Sofie Ørsted elskede ham ikke; hun behandlede ham som en yngre Broder; og desuden var hun knyttet til en Mand, hun agtede og elskede saa højt som nogen Anden. Fortvivlelsen over det Haabløse i hans Kærlighed maatte bryde frem, og det var først, da Sofie Ørsted var død, at han kunde udtale, at »det var sødt og glædeligt blot at vide, at hun var til, og