færdigt i, at Tiltalte kommer til at undgjælde, fordi hans Sag tilfældigvis er bleven den første Provisoriesag; jeg vil under Hensyn hertil ikke sætte Salærerne højere end til 830 Kr. — Selv efter det Resultat, som jeg saaledes stemmer for, kan man dog ikke undlade i Præmisserne at komme ind paa at omtale Spørgsmaalet om den provisoriske Straffelovs Gyldighed, saameget mindre, som Tiltalte jo selvfølgelig, under Forudsætning af, at den ikke er gyldig, ikke burde paalægges Udredelsen af Aktionsomkostningerne. —
Nyholm. Mod at Højesteret under nærværende Sag tager Spørgsmaalet
om Gyldigheden af den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 under
Paakjendelse kan Intet være til Hinder. Hvad da først angaaer Spørgsmaalet om,
hvorvidt Udstedelsen af den nævnte foreløbige Lov var berettiget efter Grundlovens
§ 25, kunde ganske vist Adskilligt tale for den af Defensor hævdede
Betragtning, at Rigsdagen som kun foreløbig udsat maa siges den 2. Nov. 1885 at have
været »samlet«, men jeg tillægger dog ikke denne Betragtning tilstrækkelig
Betydning til derpaa at støtte en benægtende Besvarelse af det anførte Spørgsmaal.
Vigtigere for mig ere Spørgsmaalene, om den provisoriske Lov ikke er
bortfalden ved det Passerede den 21. Dec. f. A. (Forkastelsen i Folkethinget af
Albertis tilsvarende private Lovforslag) eller den 8. Febr. d. A. (Rigsdagssessionens
Afslutning). Hvad er den foreløbige Lovs Natur? Jeg seer i den kun et
Regjeringsforslag, udgaaet fra Statsraadet, som Kongen paa Grund af de særlige,
forhaandenværende Omstændigheder har en grundlovsmæssig Ret til at
godkjende og denne Allerhøjeste Sanction følger Lovforslaget, saalænge det
bestaaer som saadant. Naar det er almindelig anerkjendt, at en saadan
provisorisk Lov taber sin Gyldighed ved blot at forkastes i et af Rigsdagens Thing, saa
er dette netop begrundet i, at den foreløbige Lov kun er et Lovforslag. Denne
Opfattelse er hverken fra igaar eller idag; den hidrører fra en Tid, da der endnu
var Enighed mellem Folkething og Landsthing; den kom frem i en
Landsthingsbetænkning i 1857 (Rigsdagstid. f. 1857 Anhang B. Sp. 181 ff.) og er senere
godkjendt af Folkethinget og Regeringen, f. Ex. i 1862, og den er godkjendt af
flere af vore Retslærere, som Holck og navnlig Matzen, der udtrykkelig
fremhæver, at den provisoriske Lov er et Lovforslag, ikke blot overfor Rigsdagen,
men ogsaa overfor Kongen. — Med denne Betragtning for Øie, fører Sagens
Natur da formentlig til, at naar den reviderede Grundlov af 1866 i § 44, jfr. § 62,
giver ethvert af Rigsdagens Thing Ret til at foreslaae og for sit Vedkommende
at vedtage Lovforslag, maa Formodningen være for, at dette ogsaa gjælder
provisoriske Love; skulde en Undtagelse i saa Henseende anerkjendes, maatte
dette være udtrykkelig udtalt i Grundloven, og af Ordene i § 25 kan saadant
ialtfald ikke udledes; thi der siges ikke med et Ord, at det er Kongen eller hans
340
