Regjering, der skal forelægge Loven, men kun, at den skal »forelægges«, i hvilken Henseende skal bemærkes, at medens dette Udtryk eller Ordet »fremlægges« i §§ 16 og 48 vel forstaas som kun givende Regjeringen en saadan Ret, er der andre Steder i Grundloven, see saaledes § 50, hvor Ordet »forelægges« ingenlunde involverer Nødvendigheden af, at dette skal skee ved Regjeringen, men tvertimod af Thinget selv. At tale om, at Grundlovens § 25 skulde give Ministeriet en Eneret til at forelægge den provisoriske Lov for »den følgende Rigsdag«, er ganske urimeligt; fra Regjeringens Pligt i saa Henseende kan maaske sluttes til en Ret, men paa ingen Maade til en Eneret, og en slig Eneret vilde da ogsaa være den besynderligste Ting af Verden, ved hvilken jeg ikke skjønner, at noget kunde vindes for Regjeringen. Regjeringen fritages ingenlunde for sin Pligt, fordi det private Initiativ benyttes af en Anden. Svaret paa Spørgsmaalet om den provisoriske Lovs fortsatte Gyldighed vil blive eens, hvadenten det er Minister Nellemann eller Folkethingsmand Alberti, der spørger, naar kun Spørgsmaalene er ganske de samme. Og paa den anden Side: Nægtelsen af det private Initiativ kan føre til, at Grundlovens § 2 af en extravagant Regjering kan gøres til et dødt Bogstav. Kun naar man anerkender Berettigelsen af det private Initiativ, kan man antage, at den provisoriske Lov kan overleve Rigsdagssessionens Slutning, da der under denne Forudsætning i Ikke-Benyttelsen af det private Initiativ kan lægges et stiltiende Samtykke til Lovens fortsatte Gyldighed fra Rigsdagens Side. Førstvoterende har fremsat en Række Etikettebetragtninger angaaende det Uheldige i, om det ene Thing saaledes skulde ved Benyttelsen af det private Initiativ kunne rive et Lovforslag fra det andet Thing, hvis Behandling dette alt havde paabegyndt; jeg har hertil kun at bemærke, at jeg ikke er istand til at indse, at det private Initiativs Benyttelse kræver Ophør af et af Regjeringen forelagt Lovforslags Behandling i det andet Thing, og jeg seer ikke, hvad der i og for sig skulde hindre dette Thing fra at fuldende sin Behandling af Regjeringsforslaget og derefter at oversende det til det førstnævnte Thing, uanset det efter det private Initiativ Passerede. Men ialtfald maa det da staae fast, at Etikettehensyn ikke kunne føre til Tilintetgørelsen af en Ret, som ellers maa erkjendes hjemlet ved Lovgivningen. I Henhold til det saaledes Bemærkede, mener jeg altsaa, at den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 maa anses bortfalden ved Folkethingets Afstemning den 21. Dec. 1885. — Men selv om man ikke antager dette, anseer jeg det dog ialtfald for utvivlsomt, at den provisoriske Lov af 2. Nov. 1885 maa være bortfalden ved Rigsdagssessionens Slutning den 8. Febr. d. A. Er den provisoriske Lov kun efter sin Natur et Lovforslag, maa den dele Skjæbne med andre Lovforslag, men intet Lovforslag kan jo overleve en Rigsdag — det maa da forelægges paany i den næste Samling — og saaledes kan den provisoriske Lov heller ikke overleve Slutningen af
341
