91
vant til at man altid loe ad hans Indfald og Ordspil, han var jo den rige Møller, lod til at han heller hørte Rudy fortælle Jagteventyr, Besværligheder og Farer, som Gemsejægerne prøvede paa de høie Fjeldtinder, og hvorledes der maatte kravles hen ad de usikkre Sneegesimser, dem Vind og Veir kitte fast til Fjeldranden, kravles paa de dristige Broer, Sneefoget har kastet hen over de dybe Afgrunde. Rudy saae saa kjæk ud, hans Øine lyste, medens han fortalte om Jægerlivet, om Gemsens Klogskab og dristige Spring, om den stærke Føhn og de rullende Laviner; han mærkede godt, at ved hver ny Beskrivelse vandt han mere og mere Mølleren, og Det, der især tiltalte denne, var Beretningen om Lammegribbene og de dristige Kongeørne.
Ikke langt herfra, inde i Canton Wallis, var der en Ørnerede, ganske snildt bygget ind under den fremadludende Fjeldkant; der var en Unge deroppe, den tog man ikke! En Englænder havde for faa Dage siden budt Rudy en heel Haandfuld Guld for at skaffe ham Ungen levende, „men der er Grændse for Alt,” sagde han; „Ørneungen der er ikke til at tage, det vilde være en Galskab at indlade sig derpaa.”
Og Vinen flød og Talen flød, men Aftenen var alt for kort, syntes Rudy, og dog var det over Midnat, da han gik fra det første Besøg i Møllen.
Lysene blinkede endnu en kort Stund gjennem Vinduet og mellem de grønne Grene; ud fra den aabne Luge paa Taget kom Stuekatten og hen ad Tagrenden kom Kjøkkenkatten.
