Denne side er blevet korrekturlæst
161
Sneglen og Rosenhækken.
De kan ikke drive det videre! lad Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og Faar give Melk; de have hver deres Publicum, jeg har mit i mig selv! jeg gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!”
Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og kittede det til.
„Det er saa sørgeligt!” sagde Rosentræet. „Jeg kan med bedste Villie ikke krybe ind, jeg maa altid springe ud, springe ud i Roser. Bladene falde af, de flyve hen i Vinden! dog een af Roserne saae jeg blive lagt i Huusmoderens Psalmebog, een af mine Roser fik Plads ved en Ung, deilig Piges Bryst og een blev kysset af en Barnemund i livsalig Glæde. Det gjorde mig saa vel, det var en sand Velsignelse. Det er min Erindring, mit Liv!”
