Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/173

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

161

Sneglen og Rosenhækken.

De kan ikke drive det videre! lad Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og Faar give Melk; de have hver deres Publicum, jeg har mit i mig selv! jeg gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!”

Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og kittede det til.

„Det er saa sørgeligt!” sagde Rosentræet. „Jeg kan med bedste Villie ikke krybe ind, jeg maa altid springe ud, springe ud i Roser. Bladene falde af, de flyve hen i Vinden! dog een af Roserne saae jeg blive lagt i Huusmoderens Psalmebog, een af mine Roser fik Plads ved en Ung, deilig Piges Bryst og een blev kysset af en Barnemund i livsalig Glæde. Det gjorde mig saa vel, det var en sand Velsignelse. Det er min Erindring, mit Liv!”